Nyheder   CV   Galleri   Kurser   Min tekstilbog   Trykmetoder på mine kurser  

Trykmetoder på mine kurser.

Trykmetoder på mine kurser
I min undervisning ønsker jeg at deltagerne får et mere varieret syn og mere legende tilgang til at eksperimentere med materialerne. At male sine egne stoffer eller forandre de indkøbte med enkle metoder, giver en stor glæde og tilfredsstillelse i at skabe selv.
Personligt har jeg megen glæde af at bruge fotos og opsætninger lavet på computer som supplerer applikationsteknikken med et overraskende udsagn.
Det har jeg beskrevet i min bog: Lag på lag i tekstile billeder.
Jeg viser her nogle få af de muligheder for forandring af flader på stof og billedcollage.


Bemaling med krølle/tørre-teknik
Det gælder om at arbejde så tilfældigt og eksperimenterende som muligt. Derved opstår mønstre og farvesammemspil, der giver overraskende muligheder.
Ingen besværlige bemalingsmetoder. Tekstilfarven bredes ud på plastic og du tørrer op med et hvidt eller mønstret stykke stof.
Dette gøres af flere omgange.
Derefter kan du gnide, kramme og evt. vaske noget af farven ud.
Derved opstår igen nye muligheder.




Dette stof er meget velegnet som baggrundsstof til bl.a. ansigter.
En ny og enkel opstart til arbejdet med ansigter, dyr eller menneske.
Skitse af ansigt kopieres over på en transparent.
Denne bruges som søger på stoffet.
Jeg har lavet en screentrykramme med skitsen og når stedet er fundet, laves der et aftryk af ansigtet på stoffet.
Derefter er det nemt at arbejde videre med tyll, sytråd, andre stofstykker osv.


           



Overføring af fotokopier (blækprinter) med forskellige limtyper.
Der kan bruges: Rammelim / Alm. akrylfarve / Matte medium akrylfarve fra GOLDEN.
De forskellige lim/akrylpastaer males på kopien og fladen den skal nedfældes på og fotokopien lægges med motivet ned mod fladen. Tryk det godt fast og lad det tørre helt. Derefter gennemvædes papiret godt med vand og papiret gnides/trilles forsigtigt af. Motivet bliver synliggjort på fladen. Det kan til sidst smøres med olie eller vaseline for at give et klarere farveudtryk. dette er en enkel men lidt omstændelig teknik.





Transparenter ( plastikark til blækprinter )
Et motiv der er printet på en overhead transparent til blækprinter kan overføres til stof ved at bruge akrylpasta fra GOLDEN, - Matte medium - eller limlak.
Akrylpastaen pensles på stoffet i et tyndt lag. Derefter lægges transparenten med motivsiden ned mod den malede flade. Der gnides på oversiden og efter 1 min. fjernes transparenten. Nu er motivet overført på fladen der lægges til tørre.
Ønsker du en blank overflade lader du stoffet med transparenten tørre helt og trækker den derefter af.
Vil du have et motiv der står klart på en mønstret stof kan du først male med dækkende hvid tekstilfarve eller akryl og lade det tørre inden overføringen foregår. Viser et eks. med overføring på gammel bogomslag.
Den våde akryl kan også bruges som binder.







Thermofax printer
Jeg har investeret i en Thermofax printer, så nu kan vi løbende på kurset udprinte nye screentryk, der monteres på plastikramme eller bare med gaffatape.
Du skal komme med sort/hvid fotokopi printet på en laserprinter. Ingen mellemtoner som printeren ikke kan tolke. Den bruger carbontoner der reagerer på varmen og lyset i thermofaxmaskinen. Motivet må max.fylde stor ramme 16x22 cm eller lille ramme 9x17 cm.

Er det svært at forestille sig, så se på denne adresse: www.craftchi.com/blog/?p=303
Claire Fenton viser hvordan hun bruger screentryk med gaffatape som ramme på www.youtube: Quilting Arts: Demystifying Thermofax® Screen Printing



Vi trykker med tekstilfarve på stofflader og akryl iblandet silkscreen medium fra Golden på stof/papircollage.
Flere screentryk over hinanden giver oplevelse af dybde i fladen. Sådan en flade er et godt udgangspunkt for stykker til skygger i ansigter.





Bemaling på mønstrede stoffer.
Med 2 bemalingslag forvandles stoffet med fisk til et “maleri” udtryk ved brug af trykning med bobleplastik og bølgepap.




Slidte redskaber/genbrug.
Malerruller omvikles med garn der giver smukke naturlige linier.
Malerbakken giver flot aftryk i skumgummirullen. Rullen kan der klippes og nappes i.
Se dig omkring og du opdager at der findes mange muligheder for trykkeredskaber, der ellers bliver smidt væk.





At ruste. Find en gammel jernplade, tønde, gulvdæksler o.a.
For at sætte rustprocessen igang, skal du bruge almindelig husholdningseddike. Gør stoffet vådt med eddiken. Læg stoffet rundt om / på den rustne jernflade og pak det hele ind i plastik. Glem rustpakken 1 - 2 dage og glæd dig til at pakke den op. Bagefter skal stoffet vaskes i almindelig sæbe for at få eddiken ud. Du har et fantastisk stykke stof, som du kan overføre tryk på.






Krøleffekt.
På kurserne viser jeg mange forskellige sjove og enkle bemalingsmetoder. Her er én af dem.
Hæld lidt tekstilfarve på stoffet og kram. Det kan du gøre i flere omgange med forskellige farver.
Det er spændende hver gang stoffet foldes ud. Efter tørring er det en god baggrund til at overføre motiver med f.eks. t-shirt transfer papir eller med bubble jet set 2000.





T-shirt transfer papir. Jeg har en professionel varmepresser som anvendes til nedsmeltning af motiv fra transferpapir ned på stof. Den giver et jævnt kraftigt varmetryk. Meget bedre end et strygejern. T-shirt transferpapir kan købes i de fleste boghandlere og på nettet.

Overføring af motiv på stof via en blækprinter.
1. Du kan udprinte et foto på stof ved at stryge frysepapir sammen med et stykke stof og derefter føre det igennem blækprinteren.
Se på You tube: How to Prepare Fabric to Run Through Your Printer

2. Bubble jet set 2000.
Stoffet præpareres med Bubble Jet Set 2000, som er en fikseringsvæske, der får printerblækket til at trænge ind i stoffets fibre. Den store fordel ved denne metode er, at stoffet bevarer sin oprindelige blødhed og samtidig er vaskbart og lysægte. Desuden er det en fordel, at man kan printe på tekstiler med struktur samt kulørt stof. Stoffet stryges sammen med frysepapir, for at give det så meget hold, at det kan gå igennem blækprinteren.
Bubble jet set 2000 og frysepapir kan bl.a. købes hos: www.kalligrafi.dk
Færdige A4 ark med bomuld klar til tryk har jeg købt hos: www.panenka.de/patchworkshop.
Se på You tube: Transferring Photos onto Fabric


Nyheder   CV   Galleri   Kurser   Min tekstilbog   Trykmetoder på mine kurser  


Websolution