NYHEDER
| Præstens tale ved Solvejgs bisættelse |
26. maj 2013
|
|
Jeg vil begynde talen her ved Solvejg Refslunds kiste med at læse et digt, som hun selv har skrevet. Det hedder:
Horisont.
Mit blik søger horisonten.
En længsel mærkes dybt inde.
Indefra ud.
Hvem har sat denne konsekvente streg,
der så modigt
deler himmel og hav?
Det universelle og jordens tyngde?
Med nysgerrighed og eventyrlyst
prøver jeg at nå målet;
finde svaret!
Men horisonten viger
og stiller nye spørgsmål.
Godt det samme!
Jeg må selv tage stilling
og være konsekvent.
Indefra ud.
Mennesket er himmel og jord
- en miniature!
Naturvidenskaben kan forklare himlens blå farve med teorier om lysets brydning, og den kan fortælle os om det uendelige verdensrum bag ved horisonten og det blå himmelhvælv. Men et digt kan alligevel bedre fortælle, hvordan vi oplever det rum, som vi lever i på jorden. Det rum, der afgrænses af himmel og horisont. Og som Solvejgs digt, så fint udtrykker det, på en gang rummer det endelige og det uendelige. Det er endeligt fordi det afgrænses af horisonten. Men det er også uendeligt, fordi horisonten – ”denne konsekvente streg, der så modigt deler himmel og hav” – bare flytter sig – med Solvejgs ord: ”viger og stiller nye spørgsmål”, når vi forsøger at nærme os den.
Mennesket er, siger digtet, både himmel og jord, i lille målestok.
Mennesket er 2himmel”, fordi det rummer ”en længsel, der mærkes dybt inde” og fordi vi kan spørge, hvilken stor kunstner, der dog har sat denne konsekvente streg, som horisonten er. Men det er også ”jord”. Fordi horisonten viger og stiller stadig nye spørgsmål. Så. ”Jeg må selv tage stilling og være konsekvent”
Og Solvejg Refslund tog stilling og var konsekvent ikke bare i sin kunst men også i sit liv. I brugte det udtryk, at hun: ”Bar sine værdier foran sig”. Hun tog sine værdier alvorligt og levede dem.
Solvejg var billedkunstner, og hendes billedverden var fuld af de modsætninger, som hendes digt også taler om, og som livet består af. Liv og død, himmel og jord. Himmel og hav. Endeligt og uendeligt. Mand og kvinde. Nat og dag.
Hun beskrev selv sit arbejde således: ”Hver gang jeg begynder på et billede, åbner der sig en dør ind til et nyt bevidsthedsrum. Dette rum indeholder både hverdagen med sine fastlagte normer og begrænsninger og samtidig fantasiens uendelige landskab, hvor alt kan ske”! – Igen denne dobbelthed,
”Jo dybere kunstværket er,
desto mere alment bliver det også”,
skriver hun i sin bog ”Lag på Lag”.
Måske er det almene den modsætningsfyldthed som hendes billeder består af.
Og lag på lag er vel et godt billede på den skabelsesproce, der var hendes, hvor tingene blev til, lag på lag, og så voksede, der efterhånden et værk frem, næsten som ud af ingen ting.
Til at begynde med kaldte Solvejg ikke sig selv for kunstner. Men ”Billedmager”. Det kendetegner hendes ydmyghed over for opgaven. Men skyldtes måske også at hun kom fra en sønderjysk gård, så det stod ikke umiddelbart skrevet i stjernerne, at hun skulle være kunstner. – Men det blev hun.
Og hun var en myreflittig en af slagsen. Hun gik sine egne veje. Og turde stå alene. Når hun arbejdede blev tingene gjort fuldt og helt. Men hun vidste også at hun ikke kunne eller skulle nå det fuldkomne. Nok er mennesket himmel. Men det er også jord.
De teknikker og metoder, som Solvejg udviklede, holdt hun ikke for sig selv. Hun gav gerne fra sig til andre. Hun gav fra sig af sine oplevelser og sin erfaring både som billedkunstner og som underviser. Og igennem årene har Solvejg været en stor inspiration for utallige mennesker – igennem sine kurser. Først i Broager og siden her på Helnæs. Det sidste kursus holdt hun så sent som i juni i år.
”Jeg er et kreativt menneske. Ikke kun fordi jeg syr stofbilleder”, skriver hun et sted, ”At være kreativ betyder også at leve mere følsomt over for naturen, andre mennesker og ikke mindst over for mig selv”. – Og det mente hun ikke var en svaghed, selvom følsomhed ofte betragtes sådan. Men en styrke. At turde søge det, der er væsentligt. Og vise både sin usikkerhed og sin glæde. Jeg tror godt, at man kan sige, at hvis Solvejg var kompromisløs i sin skaben, så var hun det også, f.eks. ved ikke at lægge skjul på sin usikkerhed og sin glæde. Hun var et følsomt og et åbent menneske.
Hun var f.eks. meget åben om den depression der ramte hende efter udgivelsen af sin bog, hvor hun mistede fodfæstet et øjeblik, idet hun så tilbage på sit liv, og på det hun havde skabt.
Det er modigt at være så åben og det kan måske hjælpe andre. Også det i hendes liv, der var tungt bearbejdede hun gennem sine billeder. Hun mistede en bror som barn. Som blev ved med at være en del af hende. Også tabet af sin mor bearbejdede hun i sine billeder.
Da hun den 1. august i år, blev klar over at hun var uhelbredeligt syg, så var hun også meget åben om det. – Hun så tingene i øjne og blev hurtigt afklaret. Selvom det for os andre er uforståeligt at denne sygdom netop skulle ramme hende og, også at det gik så stærkt. Især må det være uforståeligt for dig, Anders, som hun har delt sit liv med siden i begge var bare 15 – 16 år gamle.
I den sidste tid kæmpede hun for ”det hun havde kært”. Hun gav ikke sygdommen mere opmærksomhed end højst nødvendigt. Men vendte i stedet opmærksomheden mod sine nærmeste og brugte tiden sammen med jer. Hvert minut sammen med alle hendes kære blev pludseligt dyrebart.
Som mor har hun altid været tilstede både fysisk og åndeligt. Hun var nærværende, autentisk og positiv. Børnebørnene gav hun tid, plads og rum til at udfolde sig. Og Lasse og Pelles tegninger fik hun med i kisten. Det bad hun selv om.
Inden Solvejg døde, gav hun udtryk for glæde og taknemmelighed for det liv, hun havde haft. Solvejg havde levet det liv hun gerne ville. Hun havde ingen fortrydelse i forhold til ting som hun ikke fik gjort. Hun gjorde det som var det nødvendige. Og for hende var det at skabe. Hun fulgte den skaberkraft, der boede i hende.
Solvejg døde torsdag morgen ( 27.9 ), fredeligt med sine nærmeste omkring sig. Og det er også godt, at hun nu har fået fred.
Jordpåkastelsesritualet…..
Et menneske er jord. Men det er også himmel. Fordi vi rummer en evighedslængsel. ”En længsel som mærkes dybt inde. Indefra ud” Og som Karen Blixen engang sagde til Thorkild Bjørnvig, så er: ”Længslen et pant på, at det vi længes efter, er til”.
Så i den tro og med det håb, vil vi da overgive Solvejg Refslund til Gud i tillid til, at hun nu er i gode hænder, i Guds gode hænder. Guds fred være med hende – Hans fred være med os alle!
Amen
Af Solvejg Refslund
|
|
|
